Gruppen dannes i 1983
I påsken 1983 var 6 ledere fra Alugod gruppe på ledelseskursus. Lederne blev under kurset enige om, at det ville være spændende at få lov til at bruge alle de impulser, tanker og ideer, de havde fået under kurset. De vidste også, at det ville være svært at få lov til det i en allerede fungerende gruppe. Alle synes det ville være spændende at starte en ny gruppe, hvor der endnu ikke var traditioner og ”vi plejer”. I løbet af kort tid havde de en plan klar.
Et af gruppens idégrundlag, var samarbejde på tværs af grenene. Derfor blev det besluttet, at alle skulle møde samme dag, og at man så vidt muligt skulle på fælles ture og lejre. Et andet idégrundlag var, at man ønskede at arbejde uden ”gulerod” til spejderne i form af mærker. Man ønskede at spændende spejderarbejde skulle være belønning i sig selv. Nogle af gruppens idégrundlag er gennem årene blevet justeret.
Nu havde den nye gruppe ledere, men manglede lokaler og børn. Lederne henvendte sig til kommunen, og fik lov til at bruge et lokale på Hareskov bibliotek. Børnene blev hvervet gennem omdeling af foldere og gennem et åbent hus arrangement. Efter disse tiltag stod lederne i september 1983 med 35 børn og Ravnehus Gruppe var en realitet.
Det allerførste spejdermøde blev holdt 15. september 1983. Det første grupperådsmøde blev holdt 29. september. Den første tur var en fælles dragetur i november 1983 til Vatelunden i Nærum.
Milepæle gennem historien
I 1984 fik gruppens blad ”Ravnen” sit navn efter en afstemning blandt spejderne. I juni 1984 startede gruppen sin sommerafslutningstradition med bål på Gisselfeldengen lige før sommerferien. Det var også i 1984 gruppens første fællessommerlejr blev afholdt.
Det blev besluttet, at gruppen ville holde et oprykningsmøde om året, det skulle holdes efter sommerferien, og spejderne skulle følge deres klassetrin frem for alder. Oprykningen foregik på Hareskov skoles legeplads, hvor børnene skulle kravle gennem benene på spejderne i den gren de rykkede fra, derefter skulle de følge en bane og slutte, med at kravle gennem benene på spejderne i deres nye gren.
I november 1984 flyttede gruppen fra biblioteket til kælderen på Hareskov skole.
I 1985 deltog gruppen i Blå sommer første gang. På sommerlejren i 1986 deltog ”mad-tanter” for første gang på sommerlejren.
I april 1988 holdt gruppen, der nu havde 37 spejdere sammen med de andre spejder grupper fra Værløse ”Spejd i bymidten”, hvor der trods sne og frost blev hvervet et par nye medlemmer. Det var også i 1988 gruppen for første gang tog på en delt sommerlejr. Minierne og nogle af juniorerne var på lejr ved Høje Sandbjerg. Mens Troppen og de ældste juniorer var på vandretur på Færøerne. 1988 var også det første år spejdere fra Ravnehus Gruppe vandt Mølleå-sejladsen. Gruppen fyldte også 5 år i september 1988.
I 1989 tog gruppen igen på sommerlejr samlet, denne gang på Blå sommer ved Kliplev.
Det første spejderhus: Egedal
I 1992 flyttede gruppen fra lokalerne i kælderen på Hareskov skole til Egedal. Her havde de grønne spejdere tidligere holdt til, men gruppen var blevet opløst på grund af ledermangel. Ravnehus Gruppe var nu den eneste spejdergruppe i Hareskov by.
I 1993 tog gruppen igen på udlandstur, denne gang var det hele gruppen der tog af sted. Turen gik til Grønland, hvor gruppen deltog i det grønlandske spejderkorps’ landslejr. I september 1993 holdt Ravnehus Gruppe 10 års fødselsdag og samtidigt blev gruppens nye lokaler indviet
Efter et par år med faldende medlemstal, begyndte børnene i Hareskovby igen at ville være spejdere, og medlemstallet steg. I 1996 blev gruppens klan ”Hammet-GodtGemt” dannet.
I 1998 tog 34 spejdere og ledere til Skotland. Gruppen boede på et spejdercenter ved Loch Goilhead. Dette var den første sommerlejr, hvor klanen deltog som selvstændig gren. Noget af sommerlejren blev brugt på, at omorganisere gruppens ledere, og det blev besluttet at gruppen skulle udvides med endnu en gren: mikroer.
I efteråret 1998 blev der fundet en leder til mikro-grenen og 12 mikrospejdere startede i oktober 1998.
I juli 1999 gik turen til Blå sommer, men den nyeste gren, mikroerne, deltog ikke i turen.
Det var også i 1999, at der var blevet så mange spejdere i gruppen, at man måtte holde møde forskudt. Således havde minierne og mikroerne møde 17:30-19:00 og derefter kom juniorerne og troppen og holdt møde fra kl. 19:15. På den måde kunne lederne stadig lige nå at snakke med hinanden.
I løbet af kort tid efter oprettelsen af mikro-grenen blev gruppen nødt til at oprette venteliste til de mindste grene, da interessen for at blive spejder var meget stor.
Det var i løbet af 2002, det blev klart, at gruppens grene måtte holde møde på forskellige dage, da der ikke længere var plads i huset, til den nu store gruppe. Stadig vækst i medlemstallet var således den positive baggrund for bruddet med den mangeårige tradition med fælles mødedag.
Sommerlejre i gruppens historie
1984 Kråruplund / Lolland
1985 Blå Sommer
1988 Høje Sandbjerg / Færøerne
1989 Blå Sommer
1990 Gurredam
1993 Grønland
1994 Blå Sommer
1996 Vordingborg / Dehnhytten
1997 Kulsø
1998 Skotland
1999 Blå Sommer
2000 Vordingborg
2001 Kragenæs, Sverige
2002 Bornholm (Divisions-sommerlejr)
2003 Tjekkiet
2004 Blå Sommer
2005 Thurøbund Spejdercenter
2006 Sæby
2007 Næsby (Divisions-sommerlejr) / Troppen: Sverige
2008 Beitostølen, Norge
2009 Blå Sommer
2010 Kragenæs, Sverige
2011 Æbleskoven, Vejle
2012 Spejdernes Lejr i Holstebro
2013 Færøerne
2014 Nekselø / Troppen: Bornholm
2015 Hultet, Sverige
2016 Kandersteg, Schweiz
2017 Spejdernes Lejr i Sønderborg
2018 Thurøbund Spejdercenter / Troppen: Houens Odde Spejdercenter
2019 Bornholm
2020 Røddinglund Spejdercenter / Troppen: Kanotur på Suseåen
2021 Togggerbo Spejdercenter
2022 Spejdernes Lejr i Hedeland
2023 Houens Odde Spejdercenter
2024 Kandersteg, Schweiz